PROJEKT-BESKRIVELSE
At holde et Saar aabent kan jo ogsaa være sundt: et sundt og aabent Saar; stundom er det værst, naar det groer til.
(Journalen JJ:304)
Man kan aldrig vide sig sikker på hvor man har Søren Kierkegaard. Der er intet konstant i Søren Kierkegaards forfatterskab … undtagen måske bevægelserne.
Hele vejen igennem forfatterskabet er det de samme både kropslige, mentale og åndelige bevægelser – den samme dans – Søren Kierkegaard inviterer sin læser til selv! … at op- og udleve i hans eller hendes eget liv.
… men han gør det ikke direkte. Søren Kierkegaard brugte sin helt særlige litterære form til – kunstnerisk! – at forføre sin læser ind i dansen.
[…] man har glemt Distinctionen mell. Kunst og Videnskab. Alt er blevet Videnskab […] det der skal meddeles som Kunst meddeles som Videnskab, og her er Forvirringen i den nyere Tid.
(Papir 365:5)
… tilsvarende vil A HEALTHY OPEN WOUND i en helt særlig scenisk kunstform give den enkelte publikummer inspiration – og meget gerne lyst! – til i hans eller hendes eget liv selv at danse med Søren Kierkegaards ekstreme og oftest modsatrettede fordringer og dermed måske igen og igen blive hvad Kierkegaard begejstret hylder som “et levende kunstværk”.
[…] det at blive for hurtigt færdigt, er det Farligste af Alt […] At blive færdig med Livet, førend Livet bliver færdigt med En, er jo netop ikke at blive færdig med Opgaven.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)
Søren Kierkegaard er umulig at blive færdig med. Det ene øjeblik fordrer han (eller en af hans fiktive karakter!) helhjertet hengivelse – at læseren læner sig uforbeholdent frem – eller springer! … langt ud på “uvishedens uendelige hav “ – med vovemod og fuld fart frem … det næste øjeblik – eller måske i samme øjeblik – fordrer han (eller en af hans fiktive karakter!) at læseren foretager humoristens “tilbagekaldelse”, fordyber sig i en dødsens alvor og lader sig opløfte til “den uendelige Opreisthed eller Ophøiethed” … og sådan bliver det ved.
[…] overalt hvor der er Liv er der Modsigelse, og hvor der er Modsigelse er det Comiske tilstede.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)
A HEALTHY OPEN WOUND er en iscenesat leg med fiktion og hvad vi ofte kalder virkelighed – en gen-opdagelse eller ny-skabelse af episk teater med koncert- og danse-forestillings-elementer. Forestillingen er usædvanligt ærlig omkring løgnen i den kunstige iscenesættelse – og i den store iscenesættelse vi ofte kalder virkelighed – med det sigte i sandhed at “bedrage ind i det Sande” … ind i hvad der nu virkeligt er sandt for den enkelte.
Det er den enkelte publikummer der er den egentlige hovedperson, men umiddelbart forekommer det nok at være de to tango-dansere – en mandlig og en kvindelig – som igen og igen bliver præsenteret for Søren Kierkegaards paradokser og modsatrettede bevægelses-fordringer … eller er det måske den erotiske magtkamp, som angiveligt udspiller sig mellem fortælleren og sangerinden, der er den bærende historie?
[…] en Kjerlighedshistorie, hvilket altid er et brugeligt Motiv i Forhold til det at existere.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)
Tangoen har – i bagklogskabens lys – vist sig at være et oplagt valg, hvis det man ønsker, er at give en sanseligt mærkbar oplevelse af Søren Kierkegaards uendelige elasticitet og modsigelsesfuldhed. I løbet af forestillingen (se evt. https://enten-eller.dk/struktur) bliver danserne afkrævet f.eks. at “hænge med uendeligt opløftende tyngde i egen akse”, at “både stå og gå samtidigt”, at “både holde sig selv tilbage og læne sig uforbeholdent frem med en evighed af lidenskab i øjeblikket”, at “nyde sin uendelige frihed og være dybt forbundet samtidigt”, at “finde sikker grund langt, langt ude på uvishedens uendelige hav”, at “åbne op for en evighed af muligheder i ethvert øjebliks begrænsning”, at “ikke danse men lade sig danse – og danse”.
Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte.
(S. Kierkegaard, Om Begrebet Ironi)
… og der skal jo to – absolut enestående individer! – til i sandhed at danse tango … til i sandhed at blive en organisme med fire ben.
Først naar det enkelte Individ i sig selv har vundet ethisk Holdning trods hele Verden, først da kan der være Tale om i Sandhed at forene sig.
(S. Kierkegaard, En literair Anmeldelse)
… og tango-musikken – og ikke mindst tango-sangen! – evner i den grad ikke bare at omfavne men virkeligt at nyde den lidelse som Søren Kierkegaard fandt var en forudsætning for at leve fuldt og helt – ånd-fuldt og hel-hjertet – som menneske.
[…] den væsentlige existentielle Pathos forholder sig til det væsentligen at existere; og væsentligen at existere er Inderligheden, og Inderlighedens Handlen er Liden […] vi ere alle Lidende; men glade i Lidelsen see det er det vi stræbe efter.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)
Stemmen er i følge Søren Kierkegaard “aabenbarelse af inderlighed” og sangerinden vil hele vejen gennem forestillingen have til opgave at stå med dyb og inderlig glæde – på ny, øjeblik efter øjeblik – at åbenbare sin personlige udgave at det evige menneskes vidt åbne sår.
Naar man blot kan komme med, blot eengang føre Øieblikkets Valtz op, da har man levet.
(Vigilius Haufniensis, Begrebet Angest)
MEDVIRKENDE:
SANGERINDEN: CAMILLA MARIE DAHLGREEN
MANDEN: ALDO VELÁSQUEZ
KVINDEN: SIDSE HELENE HASLE
BANDONEONISTEN: LUCIANO JUNGMAN
GUITARISTEN: ALEJANDRO SANCHO
VIOLINISTEN: MIKKEL FUTTRUP
ISCENESÆTTEREN: C. F. DAMGAARD
SCENOGRAFEN: REBECCA ARTHY
DRAMATURGEN: THERESA DAEWAELL GRØNNING
Se gerne oversigt over forestillingens strukturelle opbygning samt nogle af de Kierkegaard-tekster iscenesætteren vil referere til på enten-eller.dk/struktur.
