Søren Kierkegaards tekster er jo ikke musik.

… men på en måde er de.

… ligesom man måske kan sige at Shakespeares tekster er musik.

Rytmen og melodien – modulationen – i Kierkegaards sprog er i hvert fald – i følge ham selv – givet gennem tegnsætningen og gennem sætnings-konstruktionens brug af blandt andet anti-teser og Kierkegaard ønskede selv at hans tekster blev læst højt så “rythmiken” og “hver en Tankes Svingning” kunne blive direkte sanseligt tilgængeligt for den enkelte gennem hørelsen og det i sandhed ville blive sanseligt mærkbart hvad Kierkegaard ville have den enkelte til ikke bare at forstå – men opleve!

Du kan læse mere om Søren Kierkegaards særlige rytmik og musikalitet i (sidste del af) denne artikel: HVAD JEG VIL 

“Min kjere Læser, læs om muligt høit. Gjør Du det lad mig takke Dig; gjør Du det ikke blot selv, men bevæger Andre dertil, lad mig takke dem hver især, og Dig atter og atter.” (Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet)

“… jeg tænker mig bestandigt en Læser der læser høit. – Deraf kommer det igjen at jeg stundom sparer meget paa Brugen af Comma … I denne Henseende lever jeg i en stadig Strid med Sætterne, der velmenende sætte Comma overalt og derved forstyrre mig Rythmiken.“ (Journalen NB:146)

“ … denne lille Bog …  søger hiin Enkelte … hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser; hiin Enkelte, der i Villighed læser langsomt, læser gjentagent, og som læser høit  – for sin egen Skyld.” (En Leilighedstale)

“… hiin Enkelte, som jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser …  hiint velvillige Menneske, der læser høit for sig selv, hvad jeg skriver i Stilhed, der med sin Stemme løser Skrifttegnenes Fortryllelse, med sin Røst kalder frem, hvad de stumme Bogstaver vel ligesom have paa Munden, men ikke formaae at udsige uden megen Møie, stammende og afbrudt, i sin Stemning frelser de fangne Tanker, der længes efter Befrielse” (Tre opbyggelige Taler)

“For Alt maa jeg gjentage, at jeg tænker mig Læsere, som læse høit og som da baade ere øvede i at følge hver en Tankes Svingning i det Mindste og igjen i at kunne eftergjøre det med Stemmen. Jeg vil ganske roligt underkaste mig den Prøve, at en Skuespiller eller en Taler, der er vant til at modulere læser til et Forsøg et lille Stykke af mine Taler: og jeg er overbeviist om, at han skal tilstaae, at Meget, som han ellers selv maa bestemme, Meget, som ellers oplyses ved instruerende Vink af Forf:, vil han her finde givet ved Hjælp af Interpunktionen.” (Journalen NB:146)