Kierkegaard ARENA

Exempler på manuskripter til KIERKEGAARD ARENA

 

LEDIGGANG ELLER LIDENSKAB

Skærm 1: UNGE-SAK

Skærm 2: ANTI-SAK

Skærm 3: PRO-SAK

 

UNGE-SAK:
Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre, ikke om hvad jeg skal erkjende … det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. (ANTI-SAK afbryder / overdøver) Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en saakaldet objectiv Sandhed; om jeg arbeidede mig igjennem Philosophernes Systemer og kunde, naar forlangtes, holde Revue over dem … Hvad nyttede det mig, at Sandheden stod der for mig kold og nøgen, ligegyldig ved, om jeg anerkjendte den eller ikke, snarere bevirkende en ængstelig Gysen end en tillidsfuld Hengivelse? …  Det er derefter min Sjæl tørster, som Africas Ørkener efter Vand. Det er det, der mangler, og derfor staaer jeg som en Mand, der samlede Indbo og havde leiet Værelser, men havde endnu ikke fundet den Elskede, der skulde dele Livets Med- og Modgang med ham …. Derfor kunde jeg ønske at blive Acteur, for at jeg ved at sætte mig ind i en Andens Rolle kunde faae, saa atsige, et Surrogat for mit eget Liv, og ved den udvortes Afvexling finde en vis Adspredelse. Det var det, der manglede mig, at føre et fuldkommen menneskeligt Liv og ikke blot et Erkjendelsens, saa jeg derved kommer til ikke at basere mine Tanke-Udviklinger paa – ja paa Noget, man kalder Objectivt, – Noget, som dog i ethvert Tilfælde ikke er mit eget, men paa Noget, som hænger sammen med min Existents’s dybeste Rod, hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet i det Guddommelige, hænger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen. See det er det, jeg mangler, og derhen stræber jeg … Det forekommer mig, at jeg ikke har drukket af Viisdommens Bæger men er faldet ned deri. (Journalen AA:12)

ANTI-SAK:
Ak! Lykkens Dør den går ikke ind ad, så man ved at storme løs på den kan trykke den op; den går ud efter, og man har derfor intet at gøre. (Enten-Eller, Første Del)

PRO-SAK:
Lidenskab det er dog Hovedsagen, det er den egentlige Kraftmaaler for Menneskene. Derfor er vor Tid saa ussel, fordi den ingen Lidenskaber har. (Notesbog8:39)

ANTI-SAK:
Den Ulykkelige er nu Den, der har sit Ideal, sit Livs Indhold, sin Bevidstheds Fylde, sit egentlige Væsen paa en eller anden Maade udenfor sig. Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende. (Enten-Eller, Første Del)

PRO-SAK:
Da jeg var fem Aar gammel, blev jeg sat i en Skole. At en saadan Begivenhed altid gjør et Ind- tryk paa et Barn, er naturligt, men Spørgsmålet er, hvilket. Den barnlige Nysgjerrighed fængsles af de forskjellige forvirrede Forestillinger om, hvad dette egentlig kan have at betyde. At det ogsaa var Tilfældet med mig, var ganske rimeligt; imidlertid var det Hovedindtryk, jeg fik, et ganske andet. Jeg mødte i Skolen, blev frem stillet for Læreren, og fik nu min Lectie for til den følgende Dag, de første ti Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne udenad. Ethvert andet Indtryk var nu udslettet al min Sjæl, kun min Opgave stod levende for den. Som Barn havde jeg en saare lykkelig Hukommelse. Snart havde jeg da lært min Lectie. Min Søster havde hørt mig flere Gange og forsikret, at jeg kunde den. Jeg gik i Seng, og førend jeg faldt i Søvn, overhørte jeg endnu engang mig selv; jeg faldt i Søvn med det faste Fortsæt, den følgende Morgen at læse over paa den igjen. Jeg vaagnede Klokken 5 om Morgenen, jeg klædte mig paa, fik fat i min Lærebog og læste igjen. Alt staaer endnu i dette Øjeblik saa levende for mig, som om det var skeet igaar. Det var mig, som maatte Himmel og Jord falde sammen, hvis jeg ikke lærte min Leectie, og paa den anden Side var det mig, som om, hvis selv Himmel og Jord faldt sammen, denne Omvæltning ingenlunde ville fritage mig for, hvad der eengang var foresat mig, at lære min Lectie. … Jeg kan smile ad en saadan lille Purk paa fem Aar, der griber en Sag an med den Lidenskabelighed, og dog forsikkrer jeg Dig, jeg har intet højere Ønske, end at jeg i enhver Livets Alder maa gribe min Gjerning an med den Energi, med det ethiske Alvor, som dengang. At man i sit senere Liv faaer mere Forestilling om, hvad Ens Gjerning er, er sandt, men Energien er dog Hovedsagen.
(Enten-Eller, Anden Del)

ANTI-SAK:
Lediggang, pleier man at sige, er en Rod til alt Ondt …. Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tvertimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke kjeder sig.

PRO-SAK:
… alle Veie føre til det Gode, naar et Menneske i Sandhed kun vil Eet (Opbyggelige Taler i forskjellig Aand)

ANTI-SAK:
Lediggang er ikke det Onde, ja man maa sige, at ethvert Menneske, der ikke har Sands derfor, derved viser, at han ikke har hævet sig til det Humane.(Enten-Eller, Første Del)

PRO-SAK: (afbryder / samtidigt)
Naar Du da vil forstaae mig rigtigt, saa kan jeg gjerne sige, at det i at vælge ikke saa meget kommer an paa at vælge det Rigtige, som paa den Energi, den Alvor og Pathos, hvormed man vælger. Deri forkynder Personligheden sig i sin indre Uendelighed, og derved consolideres igjen Personligheden. Selv derfor om et Menneske valgte det Urette, saa vil han dog, netop paa Grund af den Energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det Urette. Idet nemlig Valget er foretaget med hele Personlighedens Inderlighed, er hans væsen luttret, og han selv bragt i et umiddelbart Forhold til den evige Magt, der allestedsnærværende gjennemtrænger hele Tilværelsen. (Enten – Eller, Anden Del)

ANTI-SAK:
Der gives en utrættelig Virksomhed, som udelukker et Menneske fra Aandens Verden og sætter ham i Classe med Dyrene, der instinktagtigt altid maae være i Bevægelse. 
(Enten-Eller, Første Del)

PRO-SAK:
Uendelighedens Lidenskab er selve Sandheden … Uendelighedens Lidenskab er det Afgjørende, ikke dens Indhold …
(Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift)

ANTI-SAK:
Der gives Mennesker, som have en overordentlig Gave til at forvandle Alt til Forretning, hvis hele Liv er Forretning, som forelske og gifte sig, høre en Vittighed og beundre et Kunststykke med samme Forretnings-Iver som den, med hvilken de arbeide i Contoiret. 
(Enten-Eller, Første Del)

PRO-SAK: (afbryder / samtidigt … med tiltagende energi og tempo)
I Forhold til al Lidenskab gjelder det ligesom ved at seile, at Vinden afgjørende faaer Magt til med eet Pust uno tenore at spænde Seilet, at der ikke skal gjøres for mange Slag og Krydsninger inden man naaer Dybet, ikke træffes for mange Forberedelser eller holdes for mange Skibsraad forinden: det gjelder, at Lidenskaben faaer Magt og Raadighed til at gribe den Uforberedte med sin Almagt.
 (En litterair Anmeldelse)

ANTI-SAK:

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad  Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? (Enten-Eller, Første Del)

Naar der til Grund for Menneskenes travle Løben omkring ligger en Mulighed af at undgaae Faren, er Travlheden ikke comisk, men dersom det f.Ex. er paa et Skib der synker, er der noget Comisk i al denne Renden omkring, thi Modsigelsen er, at trods al Bevægelse bevæger man sig ikke bort fra det Sted, hvor Undergangen er. (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

PRO-SAK: (afbryder / samtidigt … med tiltagende energi og tempo)
I Aands-Livet er der ingen Stilstand (egentlig heller ingen Tilstand, Alt er Actualitet); dersom altsaa et Menneske ikke i samme Secund, som han har erkjendt det Rette, gjør det – ja saa gaaer nu for det første Erkjendelsen af Kog. Og dernæst saa bliver Spørgsmaalet, hvad synes Villien om det Erkjendte. Villien er et Dialektisk, og har igjen under sig hele den lavere Natur i Mennesket. Synes denne nu ikke om det Erkjendte, saa følger deraf vel ikke, at Villien gaaer hen og gjør det Modsatte af hvad Erkjendelsen forstod, saa stærke Modsætninger forekomme vistnok sjeldnere; men saa lader Villien nogen Tid gaae hen, det bliver et Interim, det hedder: vi vil dog see det an til imorgen. Under alt Dette bliver Erkjendelsen dunklere og dunklere, og det Lavere seirer mere og mere; ak, thi det Gode maa gjøres strax, strax idet det er erkjendt …  men det Lavere har sin Styrke i at trække ud. (Sygdommen til Døden)

ANTI-SAK: (efter lille pause)
Uden Stillestaaen ingen Humor; thi Humoristen har bestandig god Tid, fordi han har Evighedens gode Tid bag ved sig.
(Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift) 

PRO-SAK:
Dovenskab, Uvirksomhed, Fornemhed mod det Endelige er daarlig Spøg, eller rettere er slet ikke Spøg; men at forkorte Nattens Søvn og kjøbe Dagens Timer og ikke spare sig selv, og saa forstaae, at det Hele er Spøg: ja, det er Alvor. (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

UNGE-SAK:
Det forekommer mig, at jeg ikke har drukket af Viisdommens Bæger men er faldet ned deri.

(Journalen AA:12)